Moar! Tøffelhelte, skrappeduller og hverdagens Rita’er
Kan man være en virkelighedens ’Rita’ og stadig ’rigtig’ kvinde? Og kan en mand være blød og en umulig håndværker men stadig sine sønners ’helt’?
’Moar, du minder altså ret meget om Rita…’
Clik here to view.
Rita fra tv-serien af samme navn
Bemærkningen kommer fra Kamille (15). Lidt forsigtigt, tøvende og prøvende, som om hun ikke helt ved, hvordan jeg vil tage det. ’Tak!’ tænker jeg og spørger: ’Hvordan? Hvad tænker du på?’
’Jamen, det er bare som om herhjemme, der er det dig med de skarpe holdninger, og Jonas der bare sidder og siger ’Mmm…’
Sebastian (19) er enig: ’Og så er du også ret tit sådan lidt politisk ukorrekt!’
Sjovt nok kommer ungernes kommentarer lige efter, at min mand Jonas og jeg har haft en ret heftig diskussion om den efterhånden meget omtalte seddel, hvor en skole i København lavede ’Heltedag’ for drengene og ’Dulledag’ for pigerne. I mine øjne det helt modsatte af, hvad jeg gerne vil lære mine børn – uanset køn. Mine børn, piger som drenge, skal kunne klare sig selv, og pigerne skal kunne mere end at se godt ud – uanset hvor godt de gør det.
Herhjemme er det ikke kun de skarpe holdninger, der er mine. Det også min DeWalt og mig, der bygger, sætter i stand og både udtænker og udfører idéerne, da jeg har en mand, der hverken har lysten eller evnerne til det. Jeg har konto i samtlige mine lokale byggemarkeder, og ekspedienterne kender mig, hvilket et besøg for nylig i Stark fortæller alt om:
’Nå, jeg troede, I kun havde grus derude?’ bemærker manden bag skranken, da jeg køber asfalt for at reparere et hul i indkørslen. ’Ja, jeg følger jo lidt med, kan du nok høre. Det er jo også dig, der står for alt sådan noget derhjemme, ikk’? Jeg har også sagt til min kone, at hun godt kunne lære noget af dig! Det er godt gået.’
Men jeg kan ikke lade være med at tænke, om han også ville gifte sig med kvinde som mig? Eller om det er for svært at være mand, når kvinden kan det hele selv og måske endda lidt bedre? Og om jeg ville have kunnet alle de ting, jeg kan, hvis jeg havde gået i en skole med ’Dulledag’ i stedet for at få lov at lave både træ- og metalsløjd, eller jeg ikke var vokset op med en enlig mor, der ikke havde brug for en mand til andet end ’to lys på et bord og en vippetur’, fordi hun kunne selv? Om det er derfor, at vi piller pigerne ned og reducerer dem til ’duller’ i stedet for at bygge vores drenge op, så de kan omfavne alle deres sider – både den bløde og den mere traditionelle. Give dem selvtillid og selvværd nok til at tro på sætningen: ’Jeg er mand nok til at gå med lyserød skjorte!’ og tro på, at man godt kan være en ’rigtig’ mand uden at kunne håndværk. Lige som man ikke bliver mindre ’rigtig’ kvinde af at kunne både svinge en mukkert og have sine meningers mod. At det ikke nødvendigvis er modsætningsfyldt.
Jonas ser helt forkert ud, når jeg begynder at tale om dyvler, franske skruer og spanske vægge. Og han havde været helt blank, hvis han havde stået med telefonen, da elektrikeren og jeg talte om korrespondancer, jord og leder, så jeg kunne få lyset i gangen til at virke. Men det er ok, så kan han noget andet.
Men en gang imellem måtte han gerne gøre sig lidt mere umage end bare at stole på, at han kan, alene fordi han er mand. Som da vi skulle sætte filt i loftet, og jeg bad ham skære de næste baner og gerne lidt lange, så jeg havde noget at arbejde med. ’Det er ikke sikkert, at de er helt lige, men de er i hvert fald lange nok!’ lovede han.
’Det er også helt fint. Så hvis der er 3,7 meter, så lav dem minimum 3,9 meter,’ sagde jeg. Første bane driller, men endelig får jeg den lige op, så den kan køres ned til den anden ende af loftet, hvor der pludselig mangler 20 cm!
’Det forstår jeg ikke’, siger Jonas og kigger undrende på loftet. Næ, det gør jeg heller ikke, men da resten af banerne måles igen, mangler den ene en halv meter…
Men nu er det efterårsferie. Så Jonas gør det, han er god til. Han tager børnene med på ferie hos farmor og farfar, mens min mor kommer på besøg og hjælper med at lave gang og køkken. Fredag tager han de små drenge med til fodboldkamp i Parken, så mon ikke de synes, han er mand alligevel, selv om han tager på en hammer, som en nonne på en sømands…?
Og igen elsker jeg Rita for en bemærkning som: ’Jeg har ikke noget imod bløde mænd, bare de ikke forventer, at jeg også skal være en blød kvinde.’