Moar! Alle kvinder skal kunne sige nej til en mand – uden frygt
Og ingen kvinde skal nogensinde føle sig forpligtet til at være sammen med en mand, alene fordi han vil. Lige som ingen kvinde burde frygte for sit liv og helbred ved at bevæge sig ud alene, men vi har alle sammen prøvet det. Jeg har i hvert fald, og derfor får du nu min historie. Historien om mit liv som kvinde…
I fredags dræbte den 22-årige Elliot Rodger seks personer, inden han tog livet af sig selv. Det skete ifølge ham selv som hævn og frustration over alle de kvinder, der havde afvist ham og forvist ham til et liv i kedsomhed – og som jomfru.
Til at starte med opstod der en debat på twitter, hvor nogle mænd bebrejdede disse kvinder, der havde krydset Rodgers vej i livet. For hvorfor havde de ikke bare givet sig hen til ham, så var det her jo aldrig sket?
Men så skete der noget på twitter. Det eksploderede med indlæg under hashtagget #YesAllWomen, hvor kvinder gik imod den tankegang, og så fortsatte det. Kvinde på kvinde på kvinde begyndte at fortælle deres historier om, hvordan de var blevet forulempet, konstant følte frygt og mødte denne tilgang fra mænd af at ’have ret til’ dem eller var blevet decideret voldtaget – måske også mere end en enkelt gang.
Jeg har læst mange af dem, og de satte tankerne i gang. Tanker om alt det, jeg selv er blevet udsat for fra mænd. Så nu får du min historie. Mine historier. Noget af alt det, jeg som kvinde har oplevet, men historien er lang, så du får kun et lille udpluk.
Der er historien om byfesten med en af mine første kærester og hans familie i Frederiksværk-hallen, hvor vi sidder ved langborde, og jeg pludselig mærker noget, der rør mig i nakken og vender hovedet for at se, hvad det er. Heldigvis tager jeg hovedet tilbage, inden jeg vender mig – mod en halvgammel, fuld stodder med p….. ude af bukserne, som han prøver at proppe ind i min mund.
Eller den om året hvor jeg tager til New York for at arbejde som model for en dansk kvinde, der er gift med en amerikaner af italiensk afstamning og har de to små døtre. Første nat overnatter jeg på deres sovesofa, indtil jeg næste dag kan flytte ind i en modellejlighed i nærheden. Men jeg får ikke meget søvn. For midt om natten bliver jeg vækket af hendes mand, der står med ’den’ ude af bukserne og vil have mig til at gøre både det ene og det andet, men hvor det heldigvis lykkes mig at få ham til at gå med en undskyldning om børn og kone, der kan vågne og lovning om ’en anden gang’. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er ankommet på turistvisum og har brug for en arbejdstilladelse, som jeg ikke har endnu. Hurtigt finder jeg ud af, at han prøver med alle modellerne, og at hvis man så meget som nævner det overfor modelmutteren, så er man ude! Så det gør ingen af os. Vi dukker os, holder vores kæft og holder ud. Først da jeg møder en tidligere politimand fra Little Italy, der tager mig til sig som sin datter, stopper det.
Den tidligere politimand inviterer mig ind i en slags ’familie’, hvor en broget flok kvinder og mænd tager sig af den unge dansker og nærmest ’adopterer’ mig. Derfor skænker jeg det heller ikke en tanke, da en anden mand fra denne familie tilbyder at tage mig ud at spise og vise mig rundt i New York. Heller ikke da han foreslår, at vi tager en kop kaffe hjemme hos ham, inden han kører mig hjem, er jeg nervøs – det er jo en ven. Men ’vennen’ serverer kaffen i soveværelset og begynder at klæde sig af og vil have mig til det samme. Også denne gang får jeg snakket mig ud af det – måske fordi min politimand er højere oppe i hierarkiet.
Der er den om at stå i en bar og tale med min kæreste iført en langærmet bluse med bare skuldre, hvorpå en vildtfremmed mand pludselig stikker sin hånd ind gennem hullet og befamler mine bryster. Eller at være på dansegulvet og mærke en mand bag mig, der laver samleje-bevægelser, og ingen reagerer. Om fulderikken der lagde sig ned på gulvet, så han kiggede lige op i mit skridt under kjolen, mens han lavede vulgære bevægelser med tungen ud af munden. Og den pæne forretningsmand der lavede samme ’tungebevægelser, da jeg serverede drinks som cocktail-waitress.
For slet ikke at snakke om min første bytur i New York, hvor jeg blev båret hjem, fordi nogen havde puttet noget i min drink, da jeg endnu ikke havde lært, at man aldrig gik fra sin drink for at vende tilbage til den. Og hvordan jeg tidligere på aftenen var kommet op at skændes med en mand, der blev rasende på mig, fordi han havde købt en drink til mig og dermed mente, at så var jeg ’købt’ for resten af aftenen og natten.
Og tror du, at det her kun sker for unge kvinder, så tager du fejl. Så sent som sidste år sidder jeg i en bar samme med min mand og 15-årige datter, hvorpå en ’frisk fyr’ højlydt spørger om ikke jeg er med på en trekant. Kækt og spøgende svarer jeg: ’Nok ikke i aften, søde…’, for jeg er så vant til det at jeg også ved, hvordan jeg skal takle det.
Måske er det allervigtigste at fortælle, hvordan politimanden lærte mig altid at have mit nøglebundt bundet i en lang kraftig snor, så det kunne bruges til at slå fra mig med og altid at placere nøglerne mellem fingrene i en knyttet hånd som et knojern, hvis jeg bevægede mig uden for om aftenen alene. En lærdom jeg stadig bærer med mig.
Sådan er der vist ikke mange mænd, der går rundt om aftenen vel?
Det liv. Livet som kvinde tror jeg aldrig en mand vil kunne forstå – uanset hvor meget de gerne vil…