Moar! Jeg bliver altid forsøgt scoret til julefrokost
Et år var det ’direktøren for det hele’. Et andet min nærmeste chef. Andre igen kolleger. For liderlighed, fuldskab og dumhed går hånd i hånd med flæskestegen, rødkålen og ikke mindst snapsen…
Jeg går ikke længere til julefrokoster. Ikke fordi jeg ikke vil dem, men fordi jeg arbejder for mig selv hjemmefra og derfor ikke har en fast arbejdsplads med kolleger. Det savner jeg en gang imellem. Og nu hvor det er december, savner jeg også julefrokosten. Den ene dag om året, hvor alle er lidt mere på slap line end ellers. Men så igen. Nogle år (faktisk nok hvert eneste) har den line måske også været lige lovlig slap.
Clik here to view.
Julefrokost på dansk?
Vi danskere er normalt ikke kendt for at være et særligt varmblodigt folkefærd eller et folk, der gør voldsomt meget ud af vores ’appearance’, men det bliver der godt nok lavet om på i december. Brysterne pushes op til den helt store guldmedalje, og den brune hverdagsmascara skiftes ud med en kulsort og et par smokey eyes – for det er julefrokoooost!
Mændene ifører sig jakkesæt eller smoking, og så går der ellers viking i den med ’drik til du segner’ og manerer, der slet ikke passer sammen med Hugo Boss eller James Bond-looket. For det, der ellers starter så pænt, har en tendens til efter ganske få timer at ende i kopirummet eller elevatoren og især som en saftig historie mandagen derpå.
Egentlig er det jo enhvers egen sag, hvad de gør til en julefrokost, men når alkoholen går ind, har moralen det med at gå ud. Og der går en del alkohol ind til en typisk dansk julefrokost, og så er der gerne nogle forhold, der starter eller slutter her – for det meste begge dele.
Det er i og for sig også bare, hvad det er. Så længe det er mellem to ligeværdige parter. Også selv om det ikke er deres vanlige partner, de står og kysser eller laver ’den dyre’ med, mens kopimaskinen foreviger seancen hvert sekund. Det bliver deres problem at redde sig ud af og interesserer mig ikke voldsomt som kollega.
Sværere er det, når man som ansat, bruger det meste af sin aften og energi på at flygte fra en chef, der pludselig har fået øje på en. Det er saftsuseme hverken sjovt eller i orden. Især fordi det er chefen eller ’direktøren for det hele’. Der er bare et magtmisforhold, som gør det alt for svært som ansat at håndtere.
Sådan en aften husker jeg alt for godt. Husker endda hvordan der var blevet joket omkring det inden. At det altid var ’spændende’ at se, hvem hans kærlighed ville falde på i år. Og øv, så blev det mig. Igen og igen undskyldte jeg høfligt, at jeg måtte gå, fordi jeg ’lige skulle tale med mine kolleger’ eller en tur på toilettet. Endte med at tage en dans eller to i håbet om, at så var det lige som gjort, så jeg forhåbentlig kunne få fred. Men nej, jeg blev belejret. Og min skudsikre plan om at give ham det, han ville have, så jeg kunne få fri, endte som ’giv en lillefinger, og han tager hele armen’…
For at sige det på godt jysk, så var det træls. Træls at få sin aften mere eller mindre ødelagt af en direktør, der ikke forstod at gebærde sig blandt sine medarbejdere. Og rigtig træls at årets tema for julefrokosten betød, at jeg stod i en meget (dog lang) kropsnær kjole, stiletter og barm (der pga. amning stadig var større end normalt) oppe under hagen, der fik andre kvinder til at sende mig blikke, der sagde: ’Det har du sgu selv bedt om!’
Jeg havde ikke bedt om noget. Hverken den aften eller de mange andre, hvor situationen har lignet til forveksling. For uanset hvor lækker, jeg har gjort mig, betyder det ikke ’Kom og tag mig!’ Og skulle jeg ønske at blive taget, vil jeg selv bestemme af hvem. Mon ikke de fleste har det sådan uanset køn?
Men det undrer mig, hvordan vi danskere, der ellers bliver betegnet af udlændinge som kølige og reserverede, bliver så løsslupne denne ene dag om året. For med en af de højeste rater af alkoholindtag i verden, kan vi da ikke dække os ind under, at vi ikke er vant til at drikke, vel?
Måske det er vikinge-genet, der virkelig slår igennem? Eller måske det netop er fordi, vi generelt er så kølige og reserverede, at vi har brug for denne undskyldning for at gå amok bare en dag ud af 365? Brug for en dag hvor vi afreagerer på et helt års pænhed? En enkelt dag hvor vi glemmer alle regler, normer og skik for god opførsel?
Jeg aner det ikke, men det sker hvert eneste år…